INFO OM RACEN

Border collien er en hyrdehund, der stammer fra grænselandet mellem England og Skotland – deraf navnet ’Border’. Terrænet er meget forskelligt i det område, så derfor har det været praktisk at udvælge hunde med både lang/medium og korthåret pels. De skulle finde og hente får på egen ’pote’ på meget store områder og skulle kunne komme frem overalt.

Kenya hyrderHyrde instinktet er helt unikt for racen, selvom det ikke er en selvfølge, at alle individer har det. Instinktet er større end kønsdriften. Det ville være uhensigtsmæssigt, at en arbejdende border collie lod sig distrahere af f.eks. en løbsk tæve. En del af hyrde instinktet er en stor iver og lyst til samarbejde med hyrden. Sammenholdt med en hurtig opfattelsesevne, et stort drive, stor arbejdslyst og udholdenhed gør det denne hunderace til noget ganske særligt – på godt og ondt.

Temperament

Racestandarden siger: ’Sej og vedholdende, hårdtarbejdende hyrdehund med stor lærevillighed. Energisk, opmærksom, lydhør og intelligent. Hverken nervøs eller aggressiv.’

Border collien er en arbejdshund, men også en fantastisk familiehund, hvis den bor i en familie med stor forståelse for og indsigt i dens psyke og behov for at arbejde. Den har et dejligt temperament, der betyder, at den altid er glad og klar til at lave noget og aldrig bliver træt. Den elsker sine mennesker, og der er normalt ingen problemer med ’fremmede’. Border collien arbejder også gerne med andre. En border collie ’tænder’ hurtigt (lav stresstærskel), og skal være lige så hurtigt til at slappe af igen.

Sundhed

Border collien er generelt en sund race, da man primært har avlet på arbejdsegenskaber frem for eksteriør. Racens sundhed skal bevares. Derfor er der sundhedsmæssige avlskrav og dermed krav, der skal være opfyldt for at hvalpene kan stambogføres:

  • En border collie skal have A- eller B-hofter (HD-fotografering, skalaen er A, B, C, D og E)
  • Desuden skal forældredyrene være øjenspejlet fri for en række øjensygdomme inden for et år før parring

OBS!
Hyrdeinstinktet kan have uheldige bivirkninger i vores samfund. Nogle border collier har en voldsom trang til at jagte biler, cykler, fugle osv. – alt, der bevæger sig hurtigt. Det er ikke en acceptabel adfærd, og den skal bringes under kontrol fra hvalpen kommer til sit nye hjem.

Border collien har en lav stresstærskel og skal behandles roligt og med forståelse herfor, hvis man ikke vil have en hund, ’der går på væggene’. Børn kan hurtigt få en border collie op og køre!

Border collien kræver aktivitet og udfordringer for at have det godt. Hvis ejeren ikke sørger for det, så klarer den det selv på sin egen måde. Hvis en border collier splitter hjemmet ad, er det vink med en vognstang om, at dens liv er for kedeligt!