Kennel Borderdanica

Den idiopatiske epilepsi antages at være arvelig, idet den optræder hyppigere i visse familier og i visse hunderacer. Arvegangen er dog ikke fastlagt. Idiopatisk epilepsi ses hyppigere hos hanhunde end hos tæver. Denne form for epilepsi er den almindeligste, hos visse hunderacer regner man med, at op til 5% af populationen er ramt. Jeg har ikke kendskab til undersøgelser, der har opgjort frekvensen hos border collier.

Symptomer
Et typisk epilepsianfald varer fra et halvt til få minutter og består af generaliserede kramper med tab af bevidstheden. Umiddelbart før et anfald kan hunden ændre adfærd og humør. Den bliver urolig og begynder at savle. Herefter begynder selve krampestadiet, hvor hunden mister bevidstheden og falder omkuld. Der kommer rytmiske trækninger i ben- og halsmuskler. Ofte er der afgang af urin og afføring. I opvågningsfasen er hunden udmattet, forvirret og evt. rastløs, der kan gå fra nogle minutter til et par dage, før hunden er sig selv igen.

Ingen smerter
Hunden mærker ingen smerter under kramperne, da den jo er bevidstløs. Selve det epileptiske anfald er normalt ikke farligt for hunden, men den kan naturligvis komme til skade i forbindelse med et anfald, f.eks. falde ned af trappen eller bide sig i tungen. Hvis hunden derimod får „status epilepticus”, dvs. flere anfald umiddelbart efter hinanden, uden at den kommer til bevidsthed, er tilstanden dog kritisk. Hvis status epilepticus undgås, vil epilepsi normalt ikke afkorte hundens liv.

Et epileptisk anfald kan udløses af forskellige situationer: løbetid hos tæver, stress eller opstemthed f.eks. at skulle med på jagt eller for hanhundes vedkommende, når der er en løbsk tæve i nabolaget. Det lykkes dog sjældent at finde en udløsende faktor.

Ved den idiopatiske epilepsi kommer det første anfald typisk i 1-3 års alderen.

Diagnostik
Diagnosen idiopatisk epilepsi kan kun stilles ved at udelukke, at det drejer sig om en sekundær epilepsi. Det vil sige, at sygehistorien (anamnesen), en grundig klinisk undersøgelse og visse blodundersøgelser ikke har givet anledning til mistanke om nogen primær sygdom.

Det er normalt ikke muligt at nå til dyrlægen, før anfaldet er overstået. Derfor er ejerens beskrivelse af forløbet af stor betydning. I det hele taget er det en god idé at føre en slags journal over sin hund omfattende vaccinationer, løbetider, sygdomme og symptomer, medicinering m.m. For en hund, der lider af epilepsi, er det vigtigt at føre journal over anfaldene af hensyn til eventuel medicinering.

Behandling
Under selve anfaldet må man beskytte hunden mod skader. Men SÆT IKKE NOGET MELLEM HUNDENS TÆNDER! Tandskader er langt mere alvorlige end et bidsår i tungen. Efter anfaldet må man forsøge at berolige hunden, og den bør tilbydes vand.

Hvis den udløsende faktor er identificeret, skal den så vidt muligt fjernes/undgås. Er den af hormonel karakter, bør hunden steriliseres/kastreres.

Anfaldenes hyppighed og styrke/varighed kan hos 60 – 80% af hundene nedsættes med krampedæmpende medicin. Der findes flere typer, og denne behandling skal justeres ind til den enkelte hund. I de fleste tilfælde skal hunden behandles resten af livet. Desværre har denne behandling ofte bivirkninger i form af sløvhed og tendens til overvægt. Af denne grund vælger man ofte at undlade at behandle hunde, der kun meget sjældent har anfald.

Hunde, der har meget langvarige anfald eller en lang opvågningsfase, kan evt. behandles med klysma (flydende medicin til indgift i endetarmen) under anfaldet.

Ved den sekundære epilepsi drejer det sig naturligvis om at behandle primærlidelsen, hvis det er muligt.